Rejsebeskrivelse: Drejø

Efter et lille ophold på Skarø er vi fremme på Drejø. Det er efter 75 minutter på det gode skib Højestene fra Svendborg.

Vi vælger at cykle hele vejen gennem øen til Drejø Klint mod vest. Og så tage turen langsomt tilbage i zig-zag igen. Vi har 4 timer på denne tur til at se den lidt over 4 kvkm store ø med sine omkring 55 fastboende indbyggere.

Allerførst tager vi dog et kig ind i det røde hus på havnen. Huset rummer en fin udstilling, der giver et indblik i Drejøs natur- og kulturhistorie. Ikke mindst nu, hvor Det Sydfynske Øhav har fået UNESCOs stempel som Global Geopark.

Det er en skøn tur ud til Klinten gennem byen ud over marker, et sving ud over strandengene med store fugleflokke for så at stige op på Skoven, der i sin tid var en selvstændig ø. Selv om den kuperede del af Drejø kaldes Skoven, er der mere marker end skov. Vejen slutter i en sti. Heldigvis er der en jernbom for enden af stien, så man undgår at styrte 15 meter ned fra klinten.

Langs Klinten er der en imponerende udsigt over Øhavet. Mod vest Ærø og mod nord skimtes Avernakø.

En præst mødte for mange år siden en af Drejøs ældre kvinder.
- Det er vel nok et kønt sted De bor, sagde han.
- Ja, i verdens centrum. Der er 1 mil til Ærø, 1 mil til Tåsinge og 1 mil til Fyn, svarede hun. Den gang var en mil 7,4 km.

Herude på Klinten lå Drejø Teglværk med egen udskibningsbro. Ejeren af Klintegården købte i 1899 et brugt teglværk af godset Tiselholt nær Lundeborg på Sydfyn. Han skilte det ad og genopførte det her på Klinten. På grund af den besværlige transport blev teglværket aldrig rigtig rentabelt, og i 1917 blev det solgt billigt til Stenstrup Teglværk, der straks rev konkurrenten ned. Med lidt held kan man spotte en mursten eller to i strandkanten.

Vi kører tilbage ad Drejø Skovvej i frihjul gennem den hyggelige bebyggelse ned mod strandengene. Vi svinger mod nord gennem et stort sivområde. Sivene åbner sig mod søer og landtanger, hvor vi ser store flokke af gæs. Op mod 60 forskellige fuglearter siges at yngle i området. Vi kører ind ad en sti for at komme lidt tættere på. For ikke at forstyrre de rugende fugle er der først adgang ude på engene efter den 15. juli.

Pludselig letter en stor flok gæs. Forhåbentlig er det ikke os, der har skræmt dem op. Næh, det er det ikke, for en stor rørhøg slår ned på marken midt i blandt dem. Vi mener ikke, den fik fat i noget, men den jages væk af en flok andre fugle, som vi ikke lige kan identificere.

Vi svinger nu mere mod øst her ude på Drejet. Det er dette drej, der har lagt navn til Drejø. Vejen går lidt opad igen hen over frodige marker.

Ved Lenesgård gør vi holdt, beundrer det fine strikketøj og køber os et glas hjemmelavet honning.

Inden længe støder vi på et lavt træskilt i vejkanten. "Drejø Ølejr" står der på det. Ølejren nede bag nogle træer har ændret sig en del siden starten i 1970'erne, nu holder der en stor flok biler foran teltlejren. Selve lejrlivet er dog uden strømlinede faciliteter. Overskriften for de tematiske ferieuger er "Krop, sind og ånd - i pagt med naturen".  Se mere på drejoe-oelejr.dk.

På hjørnet af Bækskildevej ligger det forlængst nedlagte andelsmejeri. Bækskildegaard overfor huser et møbelsnedkeri, hvor de blandt andet producerer nogle meget dekorative træstiger, der sagtens kan tåle at hænge fremme på væggen derhjemme.  Bækskildegaard har også to udlejningsboliger til turister.

For enden af Bækskildevej er der en lille teltplads med tre shelters. På et kort har vi set, at der er bademuligheder ved stranden. Og det er sandt nok. En helt fantastisk lækker sandstrand ligger for vore fødder, da vi kommer op på det lave dige. Wauw. Helt caribisk med den fineste badebro.

Ud for ølejren lidt henne ad stranden kan vi skimte et par blege baller, men ud for os er folk i almindeligt badetøj. Bækskilde Strand er ikke længere en ukendt strand. Denne sommerdag har mange fundet vej til den fine sandstrand.

Langs vandkanten går den afmærkede Drejø Kyststi. Vi følger ikke kysten, men krydser i stedet fra vest til nordsiden af øen. Hvor Bækskildevej starter ligger Valdemarsgården lige overfor. Her boede Øhavets maler Povl Jespersen med sin hustru Mimi. Sønnen Jonas har nu sit tømrerfirma "Øhavets Tømrer/Snedker" på gården.

Valdemarsgården var den ene af to gårde, der overlevede en altødelæggende brand i 1942. En brand der blev startet af en uheldig tagtækker på vej til pause fra arbejdet med at lægge nyt stråtag på præstegården. En glød fra hans pibe fik fat i halmen på jorden og bredte sig videre fra præstegården til hele byen. Heldigvis omkom ingen.

Nu går turen ad Vigsvej forbi det nyrenoverede forsamlingshus, mindestenen fra 1923 med de gamle gårdes mærker, kroen og købmanden. Vi strejfer forbi Malergaarden, der er galleri, atelier og kursussted. Se mere på steenjacobsen.dk. Vejen slutter i Gammel Havn.

Gammel Havn var Drejøs første havn. Her hersker en hyggelig stemning med gode faciliteter og toiletter og bad til blandt andre sejlerne i havnen. Eller rettere folk fra motorbådene i havnen. Den snævre indsejlingsrende på 880 meters længde er ned til 1,3 m dyb ved lavvande, mens havnebassinet har en dybde på 2 meter. Det udelukker de fleste sejlbåde. De kan til gengæld lægge til i den nye havn og besætningen tage herover og nyde den intime atmosfære.

Midt på havnen står et stort rødt skur, Peters skur. Indenfor ordnes verdenssituationen langs borde med ternede voksduge og køleskabskolde bajere og hvidvin. Betalingen lægges i en kasse. Efter at have indsnuset atmosfæren i Gammel Havn svinger vi straks til venstre ad Husmandsvej.

Det er en fin lille vej flankeret af grønne træer og nydelige gamle huse. Lige inden vi når gårdbutikken Nørresø ser vi, at mejetærskeren allerede er i fuld gang.

Gårdbutikken styres af Susanne og Robert Jacobsen. De er mest kendt for deres dejlige lammekød og oksekød fra kvægracen Galloway. Nogen kalder det Panda-kvæg på grund af den kraftige sorte-hvide pels. Kvæget trives bedst ved at være ude hele året. Man kan også købe Drejø Dram og kunsthåndværk i gårdbutikken. Det kan være en god idé at tjekke, om der er nogen hjemme. Se noerresoe.dk.

Lidt længere henne ad Husmandsvej kan vi se fugletårnet ved Nørresø. Her fra kan man se ud over det store fuglereservat omkring søen.

Tilbage igen ad Horskærvejen tværs over øen til Drejø Brovej. Nu drejer vi ned ad Kirkevejen til Drejø Kirke.

Det er lidt pudsigt, at den ligger i en lavning et pænt stykke vej fra byen. Forklaringen er ikke mindre pudsig. Byggeriet var egentlig sat i gang inde i byen, men to gange blev byggematerialerne efter sigende flyttet til det nuværende sted. En mand fandt et kors på stedet og man mente så, at det var et tegn fra oven på, at kirken skulle ligge på den dårligste jord. Gad vide, hvem der havde interesse i det?

Kirken blev opført på en tragisk baggrund. Før 1535 var menigheden tilknyttet kirken i Ærøskøbing, og man måtte derfor sejle over til gudstjenester på Ærø. To dåbsselskaber kuldsejlede imidlertid under turen i hårdt vejr. Alle ombord druknede. Det fik øens 13 gårdmænd til at ansøge Kong Christian den Tredie om lov til at opføre en kirke på Drejø. De fik naturligvis tilladelsen.

Siden blev den udvidet og renoveret flere gange. Det nuværende udseende skyldes en gennemgribende renovering i 2010. Uden for kirken ligger blandt andre en nedskudt engelsk pilot fra 2. verdenskrig. På kirkens tårn er en lille sort tap, der viser vandstanden under stormfloden i 1872.

Prædikestolen i renæssancestil er fra 1620. De specielle timeglas på prædikestolen er der efter forordning fra Kong Christian den Femte. Han mente, at timeglassene skulle begrænse præsternes taler. Men som en præst sagde til sin menighed: - I kan godt tåle en tur til. Han vendte så timeglasset endnu en gang.

Frokosten indtog vi på Drejø Kro. Kroen er bygget sammen med øens glimrende købmandsforretning. På kroen er det ikke muligt at få et stykke smørrebrød, men vi kunne få kylling, fritter, panini og pølsemix. Kro-skiltet skulle måske skiftes ud med ordet Grill.

Nu er vi på vej til Gammel Elmegård (gl.elmegaard.dk) i nærheden af kroen. Gammel Elmegård fra begyndelsen af 1500-tallet var den anden gård, der overlevede branden i 1942. En stor del af gården er et egnsmuseum, der fortæller om livet på Drejø gennem tiderne. Det er spændende at gå med på en rundvisning, hvor man slutter af med at se en kopi af Drejø By før branden. Samtidig får man et indtryk fra ugebladsartikler af den sympati, der strømmede ind fra hele landet.

Desværre er Gl. Elmegård nu kun åben for aftalte gruppebesøg. Kontakt gerne gennem denglsmedie.dk. Her kan I også arrangere guidede ture og leje cykler.

Det tager nu kun fem minutter ned til færgen på cykel. Vi passerer Gladsaxe Kommunes ferielejr i det tidligere Drejø Badehotel.

Badehotellet, der stod færdigt i 1927, bestod af en bygning i to etager. Med hyggestue, spisestue og køkken i stueetagen og fem familieværelser på 1. salen. Efter nedlæggelsen af hotellet i 1952 blev det bygget ud og om til en feriekoloni for Gladsaxes skolebørn. Hele kolonien kan i øvrigt også lejes af folk udefra.

Nede i havnen kan vi se det første af den anden gode strand på Drejø. Den løber ud bag den store motionslegeplads. Her kan ungerne afreagerer, så de kan tage en lur på færgen tilbage til Svendborg.

Det kan godt være, at Drejø lige nu mangler et godt madsted, men naturen, strandene og hyggen er ikke til at tage fejl af.

Skrevet af journalist Johnni Balslev, 2024.